Studerende og topledere mødes i faglig debat 

Aarhus Symposium: Tunge erhvervsprofiler møder unge ambitiøse studerende i et heldagsarrangement for meningsudveksling om fremtidig ledelse og globale udfordringer.
"Aarhus Symposium er en unik mulighed til at netværke og interagere. Over 700 studerende og 15 CEOs er til stede. Det finder du ikke andre steder," siger stifterne bag arrangementet, Jens Riis Andersen og Kasper Vinther Olesen.

Et unikt arrangement

En bred vifte af erhvervslivets førende profiler står klar til at udfordre mere end 700 studerende i en faglig debat om globale udfordringer i en krisetid, når Aarhus Symposium løber af stablen for anden gang den 2. november 2012.

Aarhus Symposium er det første af sin art i Danmark og giver de studerende mulighed for at få indblik i og lade sig inspirere af nogle af erhvervslivets skarpeste hjerner. På den måde rustes de studerende til at træde ind i rollen som morgendagens ledere.

Meningsudveksling frem for foredrag

I alt er 13 erhvervsledere inviteret til Aarhus Symposium 2012. Frem for blot at holde foredrag vil de involvere de studerende i en faglig debat under temaet globale udfordringer. Hver taler repræsenterer en ny vinkel til temaet, der fremmer nuanceret inspiration for de studerende – eller fremtidens ledere, som de studerende benævnes ved Aarhus Symposium.
”Det er en unik mulighed for nogle af vores topstuderende og ledende virksomheder til at have en dialog omkring aktuelle temaer for erhvervslivet og lederskab,” siger administrerende direktør for Danfoss, Niels B. Christiansen.

Stor opbakning omkring Aarhus Symposium

Selvom det kun er anden gang, Aarhus Symposium finder sted, har opbakningen været imponerende fra studerende, talere, partnere med flere. Af samme grund har arrangørerne bag Aarhus Symposium taget initiativ til en opvarmningsdebat, hvor tre af landets førende økonomer skal debattere og komme med løsningsforslag til de udfordringer, Danmark står overfor på den globale scene. Denne opvarmningsdebat foregår den 29. oktober 2012 og har til formål at stimulere og inspirere de studerende, så de er ekstra godt klædt på til at udfordre nutidens ledere ved Aarhus Symposium den 2. november 2012.
Interessen i årets Aarhus Symposium har været massiv. Allerede på dagen, hvor tilmeldingen åbnede, blev de 750 pladser fyldt op, og ventelisten er lang.

Aarhus Symposium 2012 er arrangeret af foreningen Aarhus Symposium, der er drevet af 23 frivillige studerende. Foreningens hovedaktivitet er det årlige symposium, der bygger bro mellem de studerende og erhvervslivet med det formål at skabe grobund for debat og inspiration. 

Populære netværk


Powered by Secoya CMS - www.secoya.dk