Studiejob - få erfaring til dit cv 

Et studiejob er en god måde at gøre dig attraktiv for det arbejdsmarked, der venter bagefter. Arbejdsgiverne efterspørger erfaring - og her kan du læse, hvordan du kan få den, mens du studerer. Et studiejob kan ikke bare give dig erfaring, du kan skrive på dit cv, men kan også give dig en idé om, hvad du gerne vil arbejde med, når du skal ud at søge job efter studiet.

Tænk bredt, når du skal finde studiejob. Et studiejob kan være mange ting – og det studiejob, du får, behøver ikke være aflønnet for at have værdi. Du får her en liste over mulige studiejobs, som kan gavne dit cv.

Studierelevant job

Det er oplagt at finde et studiejob, som er relevant i forhold til dit studium. Med et relevant studiejob kan du supplere SU'en med en ekstra indtægt. Når du skal søge relevant studiejob er der dog mange muligheder – sikkert flere end du forestiller dig – så derfor anbefaler vi, at du tænker bredt. Et relevant studiejob behøver ikke være en tro kopi af det fuldtidsjob, du gerne vil have bagefter, så du skal tænke bredt i din søgen efter studiejobbet. 

Praktikophold - studiejob som er en del af dit studium 

Praktik er ofte indlagt i dit studium – det kan enten være fastlagt, eller du kan have mulighed for selv at vælge, om og hvornår du vil i praktik. Du bør betragte et praktikophold som et studiejob uden løn – og en mulighed for at have et studiejob, som ikke tager tid ud over, ja, studiet. Du kan vælge selv at finde en virksomhed, som du godt kunne tænke dig af arbejde med, eller du kan finde opslag fra virksomheder, der søger en praktikant gennem et traditionelt jobopslag. Søg på nettet eller spørg på dit uddannelsessted, hvor du kan finde et praktiksted. 

Praktisk speciale - en ny måde at tænke studiejob på 

Ved at vælge at skrive dit speciale eller anden afsluttende opgave i samarbejde med en virksomhed, kan du få foden inden for hos en virksomhed, som matcher dine fremtidige jobplaner, og du kan skabe nogle værdifulde kontakter til erhvervslivet. Betragt det praktiske speciale som en måde at styrke både din opgave og en måde at give virksomheden et konkret produkt, som dokumenterer dine færdigheder og det, du har opnået. Et praktisk speciale kan være mindst lige så værdifuldt som et betalt studiejob. 

Frivilligt arbejde - studiejob uden løn 

Dit studiejob behøver ikke nødvendigvis være med aflønning. Som frivillig kan du ofte få muligheden for at varetage opgaver på et højt niveau. Ofte kan du hurtigere bevæge dig op i hierarkiet, end du kan ved et traditionelt studiejob. 

Foreningsarbejde - lige så værdifuldt på cv'et som lønnet studiejob

Sportsklubber, patientforeninger, boligforeninger, fagforeninger o.lign. kan stort set altid bruge et par ekstra hænder. Her kan du tjene et godt formål, du kan måske gøre hverdagen bedre for dig og dine omgivelser, og så kan foreningsarbejde fremstå lige så godt på dit cv som ethvert andet job. Du viser, at du er engageret og ikke kun går efter et studiejob, der kan give dig kroner på kontoen. 

Engagér dig i aktiviteter omkring studiet 

Bliv en del af redaktionen på dit studieblad, bestyrelsen i studenterforeningen og vær med til at arrangere fester og andre fælles arrangementer. Når du er med til at arrangere en begivenhed eller producerer materiale til f.eks. dit studieblad, kan du bruge det som et konkret bevis på noget, du har lavet - det gælder både på dit cv, men også til jobsamtalen. 

Studiejob som sælger 

Mange studerende vælger at tage et studiejob som telefonsælger. På den måde får du en ekstra indtægt hver måned, som kan give mere plads i din økonomi. Samtidig får du erfaring med opsøgende arbejde, og du bliver formentlig også bedre til at få styr på nerverne, når du snakker med andre mennesker. Det kan både være værdifuldt professionelt og privat. Som telefonsælger vil du formentlig også komme på relevante kurser undervejs som en del af jobbet. 

Populære netværk


Powered by Secoya CMS - www.secoya.dk